Hvalpe update – 25-07-2020
Måske har I gættet, at den manglende hvalpespam skyldes, at jeg har været på overarbejde.
Sonja stressede desværre meget ovenpå kejsersnittet – og det blev ikke bedre af, at hendes bagerste patter var stenhårde og ikke til at få noget ud af. Hvalpekassen ville hun ikke være i – og insisterede på at flytte hvalpene. For at få noget ro måtte vi ligge i ske på hundemadrassen i stedet. Ikke optimalt for hvalpene, men med døgnovervågning, måtte det blive sådan.
I onsdags mistede vi den lille han, der nåede at blive født, før vi måtte i kejsersnit 😢 Det bidrog ikke positivt til Sonjas stressniveau. Hvorfor han døde, ved jeg ikke – de er stort set døgnovervåget.
Hvalpene har knoklet og knoklet for at få mælk nok ud. Arbejdet for hårdt og fået for lidt ud af det, så resultatet var, at de tabte sig igen på 2. dagen. Derefter begyndte jeg at supplere med sondefodring hver 3.-4. time – nok til at de kunne tage på, men ikke mere end, at de stadig ville arbejde for mælken.
For at få noget mere ro på Sonja, bestilte jeg Mia og Ina til at komme. De har igennem mange år healet på mine hunde, når de har haft behov. Sonja kender dem rigtig godt og er tryg ved dem. Det var den rigtige beslutning. Der kom ro på – og de fik låst op for den bagerste mælkebar. Det skal dog stadig holdes igang med massage, når de små dier. Men nu kan vi i fællesskab få mælken ud, så jeg håber på, at de om et par døgn kan klare det helt selv. De har ikke fået sonde i et døgn nu – og vægten er stabil. Behøver nok ikke sige, at det er en kæmpe lettelse.
Sonja var ikke glad for at være i “hvalpeværelset”, hvor hun jo ellers kunne have fred og ro – selvom jeg var der også døgnet rundt, så ville hun i vante rammer. Så i går blev der opsat hvalpegård i soveværelset med hendes normale seng i. Da hvalpene alligevel bliver døgnovervåget min. en uge mere, må det være sådan. Det vigtigste er, at Sonja nu har fundet noget ro og det ser ud til, at mælkebaren er på vej til optimal funktion.
Tør næsten ikke skrive det, for alt kan jo ændre sig på få timer, når de ikke er ældre. Ikke så tit jeg ønsker mig, at tiden skal gå hurtigt – men lige nu må næste uge godt flyve afsted 🙂
Jeg har måttet trække på et hav af livliner den sidste uge. Både for at få hjælp til Thea og Wilma – men også til afhentning af diverse ting til at hjælpe hvalpene. Er meget taknemmelig for hver og en af jer ❤