Besøg hos de store grå monstre! – 14-07-2009
I dag har hvalpene været på deres indtil nu længste køretur. Vi har været i Herlufmagle og besøge min veninde Jeanette og hendes to store grå monstre Musling og Milang (Skotske Hjortehunde). Musling er en af Lauras bedste venner – størrelsesforskellen til trods. Musling er super til hvalpe – og derfor er hun særligt udvalgt til at hjælpe med at socialisere hvalpene. Som I ser på billederne, er hun roligheden selv, når hun er i nærheden af hvalpe. Og hun dæmper så fint ved at vende sig væk og snuse i græsset, så hvalpene kan komme og undersøge hende. Milang er kun 1 1/2 år gammel og derfor stadig teenager. Hvalpene fik også lov at hilse på ham, men han måtte dog leve med at være i snor, så vi ikke risikerede, at han kom til at lege for teenage-vildt. Han opførte sig dog yderst eksemplarisk, så vi havde nu ikke behøvet snoren.
Vi blev igen “begavet” med hele 3 pakker. En til tante Keisha (der også er tante for Musling og Milang), en til mor Laura og en til lillebror Walther, som bliver boende hos os. Vi siger tusind tak for alle de skønne ting.